Opdag vores arbejde og ambitioner for en bedre fremtid.
Vores historie
I 1998 blev ca. 80 flygtninge fra 10 forskellige lande indkvarteret i Svaneparken (det tidligere Ebberødgård).
En lille gruppe frivillige besluttede i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp at hjælpe. Fra den 1. januar 1999 overtog Birkerød Kommune ansvaret for flygtningene.
I forbindelse med de frivilliges første ansøgning til kommunen om penge, blev det anført, at en forudsætning for at der kunne ydes støtte var, at det skete inden for rammerne af en formel organisering.
Birkerød Flygtningekontakt blev grundlagt ved en stiftende generalforsamling den 7. januar 1999.
Et godt samarbejde med kommunen har været en forudsætning for Birkerød Flygtningekontakts virke.
Lektiehjælperne har i flere år ydet deres indsats ude på skolerne og især på Biblioteket har man vist stor imødekommenhed over for vores aktiviteter, ikke mindst efter at lektiehjælpen på skolerne ophørte.
Endelig har kommunen bidraget økonomisk, først som §115 og siden som §18 tilskud.
Dansk Flygtningehjælp var fra starten med til at hjælpe de første frivillige i gang, og Birkerød Flygtningekontakt har derfor naturligt bibeholdt tilknytningen til Dansk Flygtningehjælp som en lokalgruppe, der deler samme værdisæt. Medlemmerne er derfor underlagt samme vilkår for indmeldelse, herunder indhentning af Børneattest. Dansk Flygtningehjælp har gennem tiden bidraget med økonomisk tilskud til forskellige arrangementer
Birkerød Flygtningekontakt har gennem tiden gennemført mange faste forskellige aktiviteter. Her er nogle af de vigtigste:
- Lektiehjælp
- Madlavning for unge mænd (Toftevangsskolen)
- Lørdagscafe med skiftende indhold i Birkerød Sognegård
- Svømning for kvinder (Birkerød Svømmehal)
- Cykelkursus for kvinder (Politiparken)
- Tilskud til fodbold
- Tal-dansk-café (Biblioteket)
- Rådgivning
- Kulturnat
- Arrangementer og udflugter
- Landsindsamling